NYHEDSBREV – EFTERÅR
Kære medlemmer,
Velkommen tilbage efter en dejlig sommer! Vi glæder os over at se så mange af jer i centeret – vi oplever en stor tilgang af nye medlemmer, og vi vil gerne sige et stort TAK for den fantastiske opbakning.
Nye hold på programmet
Efteråret byder på spændende tiltag. Vi har tilføjet Pilates og TRX til holdplanen, så der er gode muligheder for at prøve kræfter med nye træningsformer.
Farvel og velkommen
Vi har sagt farvel og tak til Bitten Jensen efter mange års godt samarbejde. Hun har været en værdsat del af vores forening, og vi ønsker hende alt det bedste fremover. Samtidig kan vi glæde os over, at nye instruktører er kommet til på Pump og Yoga – opstarten for dem har været fantastisk.
Nyt udstyr og faciliteter
I cardio-området finder I en helt ny motionscykel, som vi har fået sponsoreret af Industri og Håndværker Foreningen – et stort tak for støtten! Derudover er vores sauna startet op igen, hvor man kan få lidt ekstra velvære efter træningen. Prisen er 10 kr., som betales via MobilePay.
Aktiviteter og arrangementer
Vi har haft fornøjelsen af at deltage i Frugtfestivalen, som blev en stor succes, og vi vil gerne sige tak til alle, der hjalp til. Vores medlemsfest blev ligeledes en kæmpe succes – en hyggelig aften med masser af smil og fællesskab. Vi gentager helt sikkert succesen i fremtiden.
Sæt kryds i kalenderen
Allerede nu kan vi løfte sløret for, at vi holder julehygge den 20. december kl. 9:30. Mere information følger, men sæt endelig kryds i kalenderen – vi glæder os til at se jer til en hyggelig formiddag i julens tegn.
Vi ser frem til en aktiv og hyggelig efterårssæson sammen med jer alle!
De bedste hilsner
Sisse, Denni, Bodil, Tim, Allan, Vivi og Janne
Åbningstider
Mandag – søndag kl. 4.00-24.00
Bemanding
Tirsdag kl. 16:00-19:00
Onsdag kl. 08:30-10:30
Torsdag kl. 17:00-19:00
Desuden kan du henvende dig til personalet i fysioterapien, når den har åbent.
Velkommen til Sakskøbing Fitness Forening!
-Lollands hyggeligste fitnessforening (hvis vi selv skal sige det)
Den 1. februar 2023 blev Sakskøbing Fitness Forening stiftet, med 7 bestyrelsesmedlemmer i spidsen. Inden da, var fitnesscenteret ejet af Claus Hansen, der stadig driver fysioterapien og ejer lokalerne. Og meget er sket siden da. Vi er en, stadig relativ nystartet, forening med masser af liv og aktivitet. Huset summer af glade mennesker, der dagligt benytter sig af vores flotte faciliteter; om det er træning i maskiner på egen hånd, eller på et af vores mange fitnesshold i salen. Vi oplever en god stemning blandt vores medlemmer, der har rig mulighed for socialt samvær, evt. med en lækker kop kaffe fra automaten, eller for at dyrke sin egen træning uden forstyrrelser. Med andre ord; der er plads til alle hos os!







